Flyveklar til omvej

Fra tirsdag tidlig morgen til lørdag middag på 95 timer - med lidt hjælp fra jorden, der er så venlig at gå rundt om sig selv i den mest hensigtsmæssige retning lige i den her sammenhæng.
Planen er, at jeg forlader 1861 Harmony St for sidste gang tirsdag kl. 06.00 og lander i et kloster på en bjergtinde uden for Rom onsdag eftermiddag. Bjergtinden kommer i bakspejlet lørdag morgen, og Danmark rammer fodsålerne lørdag 12.35. Fryd og glæde. Jubel og lovsang.
Lovsang lyder der nok også i Farfa, som er stedet hvor HMS mødes i sidste halvdel af denne uge. HMS er den forskningsenhed, jeg hører til hjemme i DK, og Farfa er et kloster (eller det er vist egt den lille by, der hedder Farfa). På www.farfa.info kan man se, at det ser rigtig dejligt ud. De årlige HMS-møder er gode og udbytterige, og jeg føler mig som en heldig kartoffel, at der bliver arrangeret sådan noget, og at HMS's beskedne budget betaler en billet til mig også. Så selv om Kbh på lørdag er destinationen, så må jeg lige tage mig sammen og glæde mig også til den romerske mellemlanding inkl gensyn med de andre HMS'ere. Og skal vi SÅ komme hjem.
PS: Min US-mobil afgår ved døden ved take-off fra Atlanta i morgen. Fra onsdag formiddag virker det gamle mobilnummer igen +45 6011 3846. Håber jeg.

A ve jæm

There's nothing more to it. I just wanna get outta here. Som jeg ville sige hvis jeg var amerikaner. Men det er jeg ikke. Overhelehovedet ikke, faktisk. Og det er sådan set heller ikke fordi jeg nødvendigvis vil væk herfra, her er skam vældig fint at være stadigvæk, og det har der været hele tiden. Men jeg vil edderbrodere mig gerne snart hjem! I weekenden skal jeg gøre rent og pakke sammen - og jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst ligefrem har glædet mig til at skulle gøre rent. Men det gør jeg altså nu. Det bliver skønt & definitivt. Så skal jeg hente udlejningsbilen, som skal gøre mig anti-stavnsbundet de sidste par dage (man kan vitterligt ikke klare sig uden bil, believe it or not!), og Chrysleren bliver hentet af køberne (syv-ni-tretten, knock-on-wood, det er i hvert fald aftalen - håber dælme ikke jeg bliver brændt af!). Og jeg skal spise mig gennem en udsøgt menu af hvad-der-nu-er-tilbage, dvs havregryn, kethup, kogte æg, tun og ris. Okay, jeg finder nok en tålelig kombination...
Foråret har vist nok definitivt bidt sig fast herovre. Jo, det har set sådan ud før, med varme dage fulgt af isnende kulde, men nu er den vist god nok. Vejrudsigten siger i hvert fald dagstemperaturer på stabile 20-25 grader den næste uges tid. Men det kan jeg heldigvis være ligeglad med (og så ikke et ord om vejrudsigten for weekenden på Fyn - bare det opper sig inden næste-næste weekend!)

It's a tough world

MSNBC: 33 døde på Virginia Tech i går. Lige så mange amerikanere, mange af dem i samme aldersklasse, døde i Irak og Afghanistan i løbet af den sidste måned. Ca. samme antal civile irakere dræbes dagligt ved skyderier og selvmordsbomber. Hvad laver vi i Irak?
FoxNews: 32 døde på Virginia Tech i går. Plus one bad guy down. Det viser, at vi skal have løsnet våbenloven i USA. Hvis de andre studerende havde haft våben med i skole, så havde the bad guy været down langt tidligere, og så var det ikke gået så galt. You know, the police can't be with you twenty-four-seven, right?
CNN vinkel 1 - Isoler ondskaben/det er ikke samfundets skyld: Han var a loner, ikke en af os, lang historie med forkrøblede tanker og personlighed. A troubled self. Et ulyksaligt individ, som ulykkeligt, ulykkeligt endte med at begå de mest ulyksalige gerninger. Men han var en outsider, et individ, der kan isoleres og bebrejdes. Det var hans skyld og hans alene.
CNN vinkel 2 - sorgen: Faren til et af ofrene interviewes. Hun var a young talented and beautiful dancer. Interviewet optages i daligstuen, her dagen efter datterens død. Han er fattet og rolig, vil huske hende for det gode, hun var et positivt menneske, de var heldige, for de besøgte hende i weekenden og så hende performe. De var stolte af hende, og nåede at sige det til hende i en email bagefter. Krydsklip mellem hans ansigt og fotos af den smukke, unge pige i dansepositurer og i joggingtøj i familiesofaen foran fjernsynet. Han er rolig, blinker lidt med øjnene, spænder lidt i ansigtets muskler, men er rolig. Det er meget, meget trist. Meget tæt på, og meget, meget langt væk.

Jeg glæder mig i denne tid...

...til:: Roadmovie med David de næste par dage. Eterfølgende total skriveslutspurt i Columbia. Hjemtur over Rom - og sidst men dælenfisme ikke mindst: ankomst i Kbh den 28. Jeg er faktisk allerede begyndt at pakke. David får mit vintertøj med i kufferten hjem (det kan ikke blive ved med den her kulde).
(PS - kom først til at tænke over det bagefter, men billedet passer vel egt. meget godt til datoen. Dannebrog på mørk baggrund.)

Route 66

Men fra i morgen tager vi altså også på tur, David og mig. Nix, jeg har ikke dårlig samvittighed. Det er jo bare en forskudt påskeferie, ikke, og det har man vel lov til? I aften flår vi sæderne ud af minivan'en, og smider sofapuderne og sengetæpperne ind i stedet for*. Og i morgen kører vi så over Hannibal til Springfield, Illinois, hvor vi hægter os på Old Route 66 resten af vejen til Chicago. Ret fjollet, i øvrigt; den løber stort set hele vejen helt parallelt med den mere effektive Interstate 55, bare et spytkast derfra. Men Route 66 er Route 66, og sådan må det være. Mere om Route 66 - se Davids blog, når den opdateres i aften. Torsdag kører vi fra Chicago til Atlanta, hvor vi fredag skal se Atlanta Braves spille mod Florida Marlins (major league baseball - sæsonen begyndte 1. april, og de er helt vilde med det her ovre!). Lørdag flyver David hjemad, og jeg kører nordpå igen. Så er det sidste (forventeligt supereffektive!) uge herovre, dernæst følger en uge mest i Rom - og så, 28. april, så er jeg dælme hjemme igen!
*Fordi vi håber på at kunne campere en nat eller to, hvis vi kommer forbi en campsite. Ellers bliver det billige moteller (som trods alt er dyrere end campingpladser).

Øh...laver du noget?

...er der et par stykker, som har spurt lidt forsigtigt. Jojoda...Jeg har læst meget (det er godt), tænkt (for meget, bevægelsen går nærmest cirkelformet fremad (?)), diskuteret (mest med migselv og fiktive diskussionspartnere, og det kan jo gå lidt i ring - men dog også med Jay og de andre 'grad students'), og skrevet en del, men mindre end jeg havde håbet. Så det er vist i sin skønneste orden.
Jeg er sådan rent fagligt (hvis det rent faglige eksisterer, og det gør det ikke, mener jeg (gammel kæphest)) blevet af-illusioneret på en god måde, er blevet klarere på hvad det vil sige at være forsker(spire) på det her felt, og hvad feltet i det hele taget er, og har altså også fået lidt skriveri i kassen. Ting tager tid, som Ousager Senior siger, og ret har han!
Det har - indtil David kom - været en ret ensom oplevelse. Og en ret selvoptaget oplevelse. Ensomhed og selvoptagethed er jo ikke normalt noget, der opfattes som særlig positivt. Men det var jo faktisk et af målene med turen her, og det har været meget værd, synes jeg. Faktisk. Men nu vil jeg også gerne hjem. Ærlig talt.

Mandag i Missouri

In God we trust and all that stuff, men helligdagene holdes ikke hellige på disse kanter. Så i dag er en helt almindelig mandag for de fleste amerikanere. Jeg sidder her på kontoret med en god dag foran mig - fra nu til kvart over tre, hvor David skal hentes. Han er nemlig lige afleveret på skolen, med skjorte og bukser og nyklippet hår. Mr S, som vi var til møde med i sidste uge, gjorde det nemlig klart, at jeans og t-shirt duer ikke. Og røde kinder havde han også, David altså ;-)